Nyhedsbrev januar 2025

NYHEDSBREV jan 2025 for Foreningen for Træhåndværk (FfTH)

Vi vil gerne ønske alle medlemmer af foreningen et godt nytår og en god start på 2025.

Foreningen tæller nu 112 medlemmer og der kommer hele tiden nye medlemmer til. Et stort velkommen til jer!

GENERALFORSAMLING

Foreningens generalforsamling er d. 9. april kl 17-20. Sæt gerne kryds i kalenderen. Der kommer en egentlig indkaldelse med dagsorden senere.

PRÆSTØJOLLEN

Jollen er færdig og bliver søsat til Fransk Forår 2025, hvor der også bliver inviteret andre træskibe. På den måde kan vi skabe god opmærksomhed omkring jollen og foreningen.

Flere har spurgt til navngivning af jollen, men dette vil vi tage med på Generalforsamlingen, hvor de op mødte medlemmer vil blive inviteret til at bidrage til dette. Når vi ved mere om hvordan søsætningen skal foregå, vil vi skrive ud til jer alle, både via nyhedsbrev og via Foreningens Facebookgruppe.

Dette giver anledning til at opfordre jer, hvis I har lyst, til at melde sig ind i facebookgruppen, hvor vi lidt oftere end et månedligt nyhedsbrev, fortæller om aktiviteter i Bådhal 8.


RYLEN

Arbejdet med Rylen skrider nu godt fremad. Stefan og projektet med de unge fra Vordingborg har taget fat i at få udskiftet ror og bordgange. Planen er at Rylen bliver klar i løbet af dette år og kan måske komme i vandet fra næste sæson.

RYLENS HISTORIE

Niels Dentrup er dykket ned i Rylens historie og det er der kommet denne lille historie ud af:

Båden menes bygget 1908-10 og har byggenummer 398 fra Brd. Andersens bådebyggeri i Frederikssund

Det var præget i en messingplade fundet på en dæksbjælke.

Efter byggeriet var en hjemmehørende i Ålborg og kom i 1915 til Sejerø, hvor den blev brugt som ålekvase af en åleopkøber, der sejlede Danmark rundt. Båden var bygget med ringdæk og løse lastluger, der dannede dæk.

En 4 HK ‘Houmøller’ motor var drivkraft. Motorrummet var overdækket med et ruf.

Båden har sandsynligvis været gaffelrigget uden bom og med en enkelt mast.

Rylen har været ombygget flere gange, hvor den i 1955 blev lavet om til en helt åben jolle, som kunne bruges til bundgarnsfiskeri.

I 1984 blev båden bragt til fritidscenteret i Lundtofte, hvor bådlauget ‘Kringlen’ gik i gang med at renovere ‘Rylen’.

Den skulle ikke skifte navn, da den ville blive slettet af skibsregisteret. Desuden siger gammel overtro, at skifter en båd navn, går den til bunds.

Denne forening arbejdede målrettet og involverede både Nationalmuseet samt Vikingeskibshallen i arbejdet.

Der foreligger derfor stregtegninger til brug for aptering af Rylen.

De bedste hilsner fra Bådhal 8